Spørgeren H havde tegnet en heltidsulykkesforsikring, der dækkede H´s ansatte både i arbejdstiden og i deres fritid. H ønskede mulighed for at kunne nedsætte præmiebetalingen, uden at det fik betydning for beskatningen af medarbejderne, hvis H havde behov for det, således at den indekserede forsikringssum på fx 800.000 kr. ved død eller invaliditet, nedsattes til eksempelvis 600.000 kr., altså til et lavere beløb, dog ville forsikringssummen stadig overstige 500.000 kr.

Efter praksis var der fastsat en bagatelgrænse, der betød, at de ansatte ikke beskattedes af det personalegode, som udgjorde den del af arbejdsgiverens præmiebetaling, der gik til dækningen af den ansatte i fritiden, når ulykkesforsikringens forsikringssum på oprettelsestidspunktet ikke oversteg 500.000 kr. ved død og invaliditet. Der kunne dog bortses fra forhøjelser af dækningen udover 500.000 kr., såfremt disse var en følge af en almindelig indeksregulering.

En ny forsikringsaftale, der ændrede en allerede indgået aftale om ulykkesforsikring i nedadgående retning, bragte under de givne forudsætninger ikke et større beløb ind under den bortseelse fra beskatning, som fulgte af praksis, selvom forsikringssummen i den nye aftale om ulykkesforsikring oversteg 500.000 kr.

Skatterådet bekræftede, at i de tilfælde, hvor der blev indgået en ny aftale om en ulykkesforsikring alene med det formål, at præmiebetalingen og forsikringssummen nedsattes for en tidligere indgået aftale om ulykkesforsikring, der var omfattet af bagatelgrænsen, ville der fortsat ikke ske personalegodebeskatning af de ansatte.

T var som forhold 1 tiltalt for momssvig for perioden 4. kvartal 2011 til 2. halvår 2015, ved som hovedanpartshaver og direktør i et selskab at have foranlediget, at selskabet angav et for lavt momstilsvar med 710.725 kr. i moms, hvorved statskassen blev unddraget 710.725 kr. i moms.

Som forhold 2 var T tiltalt for momssvig for perioderne 1. og 3. kvartal 2011, 1. til 3. kvartal 2014, og 2. halvår 2016, ved som indehaver af en enkeltmandsvirksomhed at have angivet et for lavt momstilsvar med 545.000 kr., hvorved statskassen blev unddraget 545.000 kr. i moms.

Som forhold 3-8 var T tiltalt for skattesvig vedrørende indkomstårene 2011, 2014 og 2016, ved via TastSelv at have selvangivet sin skattepligtige indkomst for lavt med henholdsvis 780.000 kr., 1.200.000 kr. og 200.000 kr., og vedrørende indkomstårene 2011-2015, at have selvangivet sin aktieindkomst for lavt med henholdsvis 75.000 kr., 1.300.000 kr., 1.879.375 kr., 275.000 kr. og 175.000 kr., hvorved statskassen blev unddraget 2.744.286,30 kr. i skat i alt.

Som forhold 9-12 var T tiltalt for skattesvig vedrørende indkomstårene 2012-15, ved som hovedanpartshaver og direktør i et selskab at have foranlediget, at selskabet angav selskabets skattepligtige indkomst for lavt med henholdsvis 1.835.200 kr., 440.200 kr., 240.000 kr. og 20.000 kr., hvorved statskassen blev unddraget 632.300 kr. i alt i selskabsskat.

Byretten fandt det bevist, at T’s revisionsselskab havde udstedt fiktive fakturaer og overført beløb direkte til T og udbetalt kontanter, samt betalt regninger for hende. Dette var sket efter aftale med T og alene med det formål, at give told- og skatteforvaltningen urigtige eller vildledende oplysninger eller at fortie oplysninger, alt med det formål at unddrage statskassen for moms, skatter og bidrag i T’s selskab og personligt drevne virksomhed.

Der var ikke uenighed om de rent beløbsmæssige opgørelser i anklageskriftet. Det forhold, at en del af det unddragne beløb var anvendt til at betale revisoren, der til gengæld skulle hjælpe hende med at unddrage statskassen de anførte beløb, kunne ikke føre til et andet resultat.

T idømtes som tillægsstraf fængsel i 2 år med hensyn til en den 25. oktober 2019 udenretligt vedtaget bøde på 22.500 kr. og førerretsfrakendelse samt en tillægsbøde på 5.5 mio. kr. T ankede byretsdommen med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse.

Landsretten fandt henset til den lange sagsbehandlingstid, herunder, at anklagemyndigheden ikke havde redegjort for, hvilke sagsbehandlingsskridt der blev foretaget i perioden mellem told- og skatteforvaltningens afgørelser og til indsendelse af anklageskriftet, at dommen skulle gøres delvis betinget. Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom med den ændring, at de 6 måneder skulle fuldbyrdes, medens resten af fængselsstraffen blev gjort betinget.

T var tiltalt for overtrædelse af chokoladeafgiftsloven og tobaksafgiftsloven, ved som konstateret under told- og skatteforvaltningens kontrolbesøg den 7. februar 2019, som direktør og ejer på kontroltidspunktet ikke at have opbevaret relevante følgesedler eller kvitteringer på det forretningssted, hvorfra salget af 2,9 kg. chokolade- og sukkervarer samt 8,988 kg. vandpibetobak fandt sted, samt ikke at have ført forskriftsmæssigt regnskab, hvorfor det ikke var muligt for told- og skatteforvaltningen at konstatere, om der var betalt punktafgifter i henhold til chokolade- og sukkervareafgiftsloven samt tobaksafgiftsloven.

T bestred at have modtaget told- og skatteforvaltningens sigtelsesbrev af 31. juli 2020 og påstod, at der var derfor indtrådt strafferetlig forældelse.

Byretten henviste til, at det fulgte af straffelovens § 94, stk. 5, at forældelsesfristen afbrydes, når den pågældende gøres bekendt med sigtelsen, eller når anklagemyndigheden anmoder om rettergangsskridt, hvorved den pågældende sigtes for overtrædelsen. 

Byretten fandt det ikke bevist, at T havde åbnet den af told- og skatteforvaltningen fremsendte sigtelse og var blevet gjort bekendt med den inden den 7. februar 2021, hvor forældelsen indtrådte.

Retten bemærkede, at det forhold, at sigtelsen blev fremsendt til T’s e-boks, ikke var tilstrækkeligt til, at T var blevet gjort bekendt med sigtelsen, og at forældelsesfristen i straffelovens § 93, stk. 1, nr.1, afbrydes. Strafansvaret fandtes herefter forældet og T blev frifundet. 

Dommen blev med Procesbevillingsnævnets tilladelse af 4. oktober 2023 anket af anklagemyndigheden med påstand om ophævelse af byrettens dom og hjemvisning af sagen til realitetsbehandling. T påstod stadfæstelse, subsidiært hjemvisning.

Landsretten fastslog, at efter retspraksis kunne fremsendelse af en sigtelse med almindeligt brev være tilstrækkeligt til at opfylde kravet i straffelovens § 94, stk. 5, for forældelsens afbrydelse. I overensstemmelse med dansk rets almindelige principper måtte det imidlertid påhvile anklagemyndigheden at godtgøre, at brevet rent faktisk var blevet afsendt og kommet frem. Told- og skatteforvaltningen havde som bevis fremsendt en mail hvoraf fremgik, at sigtelsesbrevet ikke var afsendt elektronisk, og at det derfor måtte lægges til grund, at brevet var afsendt med almindelig post, men der var ingen oplysninger om, hvorvidt brevet må antages at være kommet frem.

Landsretten fandt det herefter ikke bevist, at sigtelsesbrevet var afsendt med almindelig post og kommet frem til T med den virkning, at forældelsesfristen blev afbrudt. Byrettens dom blev herefter stadfæstet.

Landsretten afviste ankesagen efter retsplejelovens § 386, stk. 1, fordi skatteyderen ikke inden for den fastsatte frist havde indleveret ekstrakt. 

Sagen angik, om sagsøgeren var berettiget til fradrag for kontante køb af fremmedvaluta på i alt ca. 10 mio. kr. Efter arten og omfanget af sagsøgerens virksomhed med valutahandel, der omfattede et meget stort dagligt antal lejlighedskunder, var kravene til at løfte bevisbyrden strenge. Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden. Retten lagde vægt på, at valutavekslingsvirksomheden ikke havde fremlagt ekstern dokumentation, f.eks. identifikationsoplysninger, for de påberåbte udgifter til valutakøb. Sagsøgeren havde dermed ikke iagttaget bogføringslovens krav om, at registreringer skal være dokumenteret ved bilag, der gør det muligt at kontrollere registreringernes rigtighed. Retten fandt endvidere, at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden for, at der forelå en branchemæssig kutyme på området.

Sagen angik, om sagsøgeren var skattepligtig af en række beløb, som var blevet indsat på sagsøgerens konto i indkomståret 2017. Det var derudover omtvistet, om der var grundlag for ekstraordinær genoptagelse, idet sagsøgeren gjorde gældende, at der ikke forelå grov uagtsomhed eller forsæt efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, og at skattemyndighederne ikke havde overholdt reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. 

Retten fandt, at beløbene var skattepligtige, da sagsøgeren ikke havde løftet sin skærpede bevisbyrde for, at beløbene udgjorde tilbagebetaling af lån og udlæg, som han havde ydet. Det var i sig selv groft uagtsomt ikke at selvangive beløbene, og betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, var dermed opfyldt. 

Det var uden betydning for reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., at skattemyndighederne mere end 6 måneder før indkomstforhøjelsen var i besiddelse af bankoplysninger, der indikerede, at sagsøgerens skatteansættelse eventuelt var urigtig, da det først kunne antages, at skattemyndighederne fik fuldt sikkert grundlag for forhøjelsen efter alle relevante bankoplysninger var indhentet. Da de sidste oplysninger tilgik skattemyndighederne, mindre end 6 måneder før indkomstforhøjelsen blev varslet overfor sagsøgeren, var reaktionsfristen dermed overholdt.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Spørger var et udenlandsk produktions- og salgsselskab. Spørger havde en medarbejder, der arbejdede som konsulent ombord på færgeruter i Danmark. I tilknytning hertil udførte medarbejderen administrativt arbejde fra sit hjem i Danmark. Spørger havde ingen anden tilstedeværelse eller aktiviteter i Danmark.

Skatterådet bekræftede, at spørger ikke havde fast driftssted i Danmark, idet der udelukkende var tale om markedsføring af hjælpende art i forhold til spørgerens virksomhed. 

Sagen vedrørte supplerende spørgsmål i forbindelse med syn og skøn om værdiansættelse af det lejedes værdi i forbindelse med en verserende klagesag ved Landsskatteretten.

Rekvirenten ønskede at stille skønsmanden fem supplerende spørgsmål til skønserklæringen.

Rekvirentens supplerende spørgsmål 1 vedrørte, om der eksisterede en praksis for vurdering af det lejedes værdi.

Skattestyrelsen protesterede mod alle fem spørgsmål, idet Skattestyrelsen fandt, at rekvirentens spørgsmål SS 1 var et generelt spørgsmål, jf. retsplejelovens § 197, stk. 2, som faldt udenfor skønsmandens kompetence at svare på, og at de resterende fire supplerende spørgsmål, spørgsmål SS 2-SS 5, var alle juridiske spørgsmål, som, tilkom Landsskatteretten at tage stilling til, jf. retsplejelovens § 197, stk. 2

I sin protest mod rekvirentens spørgsmål SS 1, gjorde Skattestyrelsen gældende, at en skønsmand ikke kan udtale sig generelt om vurderingsprincipper, da dette tilkommer en brancheorganisation at svare på, og at skønsmanden alene kan udtale sig om sit eget valg af metode samt hvad der indgår i skønsmandens egen vurdering. Skattestyrelsen henviste til Vestre Landsrets kendelse af 6. juni, offentliggjort som SKM2007.550.VLR, hvor generelle spørgsmål vedrørende motorsport blev afvist og henvist til besvarelse af relevant brancheorganisation. Endvidere blev det gjort gældende, at rekvirentens generelle spørgsmål omkring eksistensen af en praksis kunne belyses gennem indhentelse af en sagkyndig erklæring fra en relevant brancheorganisation.

Rekvirenten gjorde gældende, at rekvirentens supplerende spørgsmål 1 ikke var et generelt spørgsmål som det tilkom en relevant brancheorganisation at besvare, og at det netop faldt indenfor skønsmandens kompetence som fagperson at svare på, om der fandtes en sædvanlig praksis for vurdering af det lejedes værdi. Rekvirenten henviste til lovforslag nr. L 178 af 9. april 2014, hvoraf det fremgår, at parterne ikke skal være enige om spørgsmålene, der ønskes stillet til skønsmanden.

Rekvirenten bemærkede, at kendelsen afsagt i SKM2007.550.VLR, blev afsagt før de nugældende regler for syn og skøn, der blev indført ved lov nr. 737 af 25. juni 2014.

Retten i Glostrup fandt efter en gennemgang af de ønskede spørgsmål, at spørgsmål SS 1 er et generelt spørgsmål, som det tilkommer en brancheorganisation at udtale sig om, og spørgsmålet ligger derfor uden for skønsmandens faglige kompetence. Spørgsmålet tillades derfor ikke stillet.

For de fire andre supplerende spørgsmål, spørgsmål SS 2-SS 5, fandt Retten i Glostrup, at spørgsmålene forudsætter, at skønsmanden skal udtale sig om retlige vurderinger, som det tilkommer Landsskatteretten at tage stilling til. Spørgsmålene tillades derfor ikke stillet.  

Sagen angik for det første, hvorvidt det efter ejendomsvurderingslovens § 89 a, stk. 1, jf. § 89, stk. 2, var muligt at klage over, at der ved vurderingen pr. 1. oktober 2016 ikke var foretaget en omberegning af grundværdien. Landsskatteretten fandt, at betingelsen i ejendomsvurderingslovens § 89 a, stk. 1, hvorefter der alene kunne klages over vurderinger, der var foretaget, måtte forstås således, at der alene kunne klages over ansættelsen af ejendomsværdien, grundværdien og den omberegnede grundværdi, såfremt de enkelte selvstændige ansættelser rent faktisk var foretaget. På denne baggrund fandt Landsskatteretten, at det således ikke var muligt efter ejendomsvurderingslovens § 89 a, stk. 1, at klage over, at der ikke var foretaget en ansættelse af den omberegnede grundværdi. Landsskatteretten afviste derfor klagen over, at der ikke var foretaget en ansættelse af den omberegnede grundværdi pr. 1. oktober 2016 (dissens).

Sagen angik for det andet ansættelsen af grundværdien pr. 1. oktober 2016. På baggrund af en fortolkning af den lokalplan, der regulerede bebyggelsen af den påklagede ejendom, fandt Landsskatteretten, at bebyggelsesprocenten udgjorde 30, og at der derfor var grundlag for at nedsætte grundværdien pr. 1. oktober 2016 (dissens).

Sagen angik, hvorvidt der var grundlag for at pålægge Vurderingsstyrelsen at genoptage den omberegnede grundværdi pr. 1. oktober 2011. Landsskatteretten fandt, at en omberegnet grundværdi for en nyopstået ejendom, der var baseret på et forkert basisår for en udstykkende ejendom, generelt kunne udgøre en vurdering, der var foretaget på et fejlagtigt grundlag som følge af en fejlagtig registrering af et lignende faktisk forhold efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, hvis det måtte anses for godtgjort, at en sådan fejl var opstået. Landsskatteretten konstaterede herefter, at basisåret, der var anvendt ved ansættelsen efter vurderingslovens § 33, stk. 18, ved den omberegnede grundværdi pr. 1. oktober 2011 for den påklagede ejendom, var forkert. Retten fandt som følge heraf, at det var godtgjort, at anvendelsen af basisår 2010, som var en del af det faktiske grundlag for vurderingen ved omberegningen for den påklagede ejendom pr. 1. oktober 2011, udgjorde en fejlagtig registrering af et lignende faktisk forhold efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1. Landsskatteretten pålagde herefter Vurderingsstyrelsen at genoptage den omberegnede grundværdi pr. 1. oktober 2011.

Sagen angik ansættelsen af ejendomsværdien pr. 1. januar 2020 for et fritliggende enfamilieshus. Klageren havde til støtte for klagen henvist til salget af en ejendom, som var sket efter vurderingstidspunktet pr. 1. januar 2020. Landsskatteretten skulle tage stilling til, om dette salg kunne indgå ved ansættelsen af ejendomsværdien pr. 1. januar 2020. Landsskatteretten fandt, at ejendomsvurderingslovens § 24, stk. 1, måtte forstås således, at den tidsmæssige afgrænsning i form af vurderingstidspunktet, der fremgik af ordlyden af ejendomsvurderingslovens § 24, stk. 1, ikke var begrænset til told- og skatteforvaltningens vurdering. Landsskatteretten fandt derfor ved fortolkningen af ordlyden "Vurderingen af ejerboliger foretages på grundlag af de priser i fri handel, der på vurderingstidspunktet er konstateret for sammenlignelige ejendomme…" i sammenhæng med forarbejderne til bestemmelsen, at bestemmelsen måtte forstås således, at en konstateret handel af en anden ejendom efter vurderingstidspunktet ikke kunne inddrages i vurderingen, uanset om det var ved told- og skatteforvaltningens behandling af vurderingen eller under en efterfølgende klagebehandling. Da salget var sket efter vurderingstidspunktet pr. 1. januar 2020, kunne salget ikke indgå ved ansættelsen af ejendomsværdien pr. 1. januar 2020. Landsskatteretten nedsatte herefter på baggrund af andre sammenlignelige salg Vurderingsstyrelsens ansættelse af ejendomsværdien pr. 1. januar 2020.

Sagen angik ansættelsen af ejendomsværdien og grundværdien pr. 1. januar 2020 for et fritliggende enfamilieshus. Klagerne havde købt ejendommen i almindelig fri handel ved købsaftale af 14. august 2022 til en pris på 2.400.000 kr. med overtagelse den 1. oktober 2022. Skødet blev tinglyst den 15. september 2022. Landsskatteretten skulle tage stilling til, om klagernes køb af ejendommen kunne indgå ved ansættelsen af ejendomsværdien og grundværdien pr. 1. januar 2020. Landsskatteretten fandt, at ejendomsvurderingslovens § 24, stk. 3, måtte forstås således, at "før afgørelse om vurderingen træffes" refererede til tidspunktet for Vurderingsstyrelsens afgørelse, da det var Vurderingsstyrelsen, der traf afgørelse om vurderingen. Klagemyndigheden traf således ikke afgørelse om vurderingen, men efterprøvede, om Vurderingsstyrelsens afgørelse om vurderingen var korrekt. Da klagernes køb af ejendommen var sket, efter at afgørelse om vurderingen var truffet, kunne købet ikke indgå ved ansættelsen af ejendomsværdien og grundværdien pr. 1. januar 2020. Landsskatteretten stadfæstede herefter Vurderingsstyrelsens ansættelse af ejendomsværdien og grundværdien pr. 1. januar 2020.

Sagen drejede sig navnlig om, hvorvidt der ved den omberegnede grundværdiansættelse skulle tages udgangspunkt i en vedtaget lokalplan for ejendommen, hvor lokalplansområdet generelt var blevet udlagt til erhvervs- og festivalformål, eller om der ved vurderingen skulle tages udgangspunkt i en før lokalplanen tinglyst servitut på ejendommen, hvor der efter landbrugslovens regler alene konkret var givet tilladelse til, at ejendommens nuværende ejer kunne erhverve ejendommen med henblik på anvendelse til erhvervs- og festivalformål.

Retten fandt, at det ikke kunne antages, at det skøn, som vurderingsmyndighederne havde foretaget vedrørende grundværdien, hvilede på et forkert eller mangelfuldt grundlag, eller at skønnet havde ført til et åbenbart urimeligt resultat.

Retten fandt således, at efter vedtagelsen af lokalplanen ville en overdragelse af ejendommen med henblik på anden anvendelse af ejendommen end jordbrug, ikke længere kræve jordbrugskommissionens tilladelse, og efter planlovens § 18, ville en ny erhverver kunne anvende ejendommen i overensstemmelse med lokalplanens anvendelsesmuligheder. Det var desuden ikke sandsynliggjort, at myndighedernes vurdering var forkert ud fra et ekspropriationsforlig og en partsforklaring, hvor der ikke var nærmere oplysning om beliggenheden af det pågældende areal eller de nærmere omstændigheder omkring forliget.

Skatteministeriets frifindelsespåstand blev herefter taget til følge.

Sagen angik, om det var med rette, at Motorstyrelsen havde opkrævet et selskab fuld registreringsafgift for et køretøj, da køretøjets nummerplader ikke blev afleveret i forbindelse med, at den om køretøjet indgåede leasingkontrakt udløb. Landsskatteretten fandt på baggrund af sagens oplysninger, at selskabet ikke havde godtgjort, at det var på grund af leasingtagers forhold, at selskabet ikke kunne skaffe sig fysisk rådighed over nummerpladerne. Landsskatteretten henså herved til, at selskabet ikke tog skridt til at skaffe sig fysisk rådighed over nummerpladerne i umiddelbar forbindelse med leasingkontraktens udløb. Køretøjet skulle derfor fuldt ud afgiftsberigtiges. Det havde i den forbindelse ikke betydning, om køretøjet konkret blev ført på færdselslovens område i perioden efter den rettidige indlevering af nummerpladerne og afmelding fra Køretøjsregisteret, men inden den faktiske aflevering af nummerpladerne og afmelding af køretøjet, idet køretøjet allerede havde været taget i brug på færdselslovens område. Motorstyrelsen kunne i henhold til skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, træffe den påklagede afgørelse om afgiftsberigtigelse af køretøjet, selvom Motorstyrelsen tidligere havde truffet en anden afgørelse herom.

Sagen angik, om det var med rette, at Motorstyrelsen ikke havde imødekommet et selskabs anmodning om tilbagebetaling af eksportgodtgørelsesgebyr. Selskabet havde indgivet en anmodning om eks-portgodtgørelse vedrørende et køretøj og indbetalt gebyr i overensstemmelse med § 1 i bekendtgørelse nr. 897 af 16. juni 2020 om opkrævning af gebyr i forbindelse med anmodning om eksportgodtgørelse for brugte motorkøretøjer. Motorstyrelsen anmodede selskabet om at fremsende dokumentation for ejerskab og udførsel af køretøjet. Selskabet oplyste samme dag Motorstyrelsen, at anmodningen skulle annulleres, fordi køretøjet var solgt i Danmark, og anmodede om at få det indbetalte gebyr tilbage. Motorstyrelsen imødekom ikke anmodningen om at tilbagebetale gebyret, idet Motorstyrelsen ikke anså der for at foreligge særlige omstændigheder efter bekendtgørelsens § 2, stk. 2. Landsskatteretten fandt, at det ikke i sig selv kunne udgøre en særlig omstændighed efter bekendtgørelsens § 2, stk. 2, at selskabet tilbagekaldte sin anmodning samme dag, som Motorstyrelsen bad selskabet om at fremsende dokumentation for ejerskab og udførsel af køretøjet. Retten fandt, at det forhold heller ikke i kombination med, at Motorstyrelsen på det tidspunkt endnu ikke havde indledt sagsbehandling i forhold til værdifastsættelse af køretøjet, i den konkret foreliggende situation kunne udgøre en særlig omstændighed, der talte for tilbagebetaling af gebyret efter bekendtgørelsens § 2, stk. 2. Retten lagde i den sammenhæng bl.a. vægt på, at gebyret angik hele eksportgodtgørelsesordningen som sådan og ikke kun værdifastsættelse af køretøjet, ligesom der var forløbet ca. to måneder fra selskabets anmodning om eksportgodtgørelse til tilbagekaldelsen af denne, og tilbagekaldelsen først skete som reaktion på Motorstyrelsens indkaldelse af dokumentation for ejerskab og udførsel. Retten stadfæstede herefter Motorstyrelsens afgørelse om ikke at imødekomme anmodningen om tilbagebetaling af eksportgodtgørelsesgebyret.

Spørger havde søgt om tilskud til permanent ekstensivering af sine marker. Der var søgt om tilskud til ca. 3,7 ha, og tilskuddet kunne blive op til 280.850 kr.

Tilskud efter ordningen blev givet med henblik på at reducere udledningen af drivhusgasser, begrænse kvælstofudledningen og fremme biodiversiteten.

Tilskuddet var betinget af, at der blev tinglyst en servitut om, at arealerne permanent skulle henligge som ekstensivt græs- eller naturareal, at der ikke måtte dyrkes afgrøder, og at der var forbud med gødskning og brug af pesticider.

Det fremgik af retspraksis, at fortjeneste ved modtagelse af en erstatning for varige rådighedsindskrænkninger på fast ejendom var omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens regler om delsalg.

Det var Skatterådets opfattelse, at tilskuddet var knyttet nært sammen med de varige rådighedsindskrænkninger, der skulle tinglyses på ejendommen, og at tilskuddet derfor skulle beskattes på tilsvarende måde, som erstatninger for varige rådighedsindskrænkninger.

Skatterådet bekræftede derfor, at tilskuddet skulle beskattes som delafståelse ved pålæg af varig rådighedsindskrænkning på fast ejendom, og at fortjenesten skulle opgøres efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven.